Nyheder

2019 Funder GF Sponsor cykelløb

 

 

 

 

Funder GF Sponsorcykelløb 2019

 

Som sædvanlig afholder Funder GF det traditionsrige sponsorcykelløb. Det er en aktivitet på tværs af alle afdelinger, og både medlemmer og ikke-medlemmer kan deltage i. Det plejer at være en sjov dag med mange ryttere, endnu flere sponsorer og rigtigt mange tilskuere. Derudover bidrager mange frivillige i høj grad til, at løbet kan afvikles på bedste vis. Som altid er cykelløbet i september – og i år bliver det søndag d. 1.september kl. 14.00, atvi skyder løbet i gang.

 

Dagen begynder med tilmelding/indskrivning til cykelløbet i Funder Hallen kl. 10.30-13.30. Her får rytterne et startnummer. Selve cykelløbet starter på Funder Skolevej foran Klubben/busholdepladsen. Ruten er på cykelstien først i sydlig retning (under hovedvejen), dernæst i vestlig retning rundt om skolen, mod nord langs fodboldbanerne ad Vestre Højmarksvej til slut mod øst ad Funder Kirkevej og tilbage mod skolen på Funder Skolevej. Deltagerne kører lige så mange omgange, som de overhovedet kan nå i løbet af 1 time. Det handler ikke om at komme først, men om at køre mange penge ind. Som altid vil vi nævne Funder GF’s motto ”Mange bække små…”. For det handler naturligvis om, at alle beløb og alle kilometer tæller i det samlede regnskab.

 

Der vil være spurtpræmier til alle deltagere, fine sponsorgaver til dem med mange kilometer i benene, og der vil være 3 gavekort til en cykelforretning på højkant: Ét gavekort til den, der har kørt flest penge ind i kategorien ”under 16 år” og ét gavekort til den, der har kørt flest penge ind i kategorien ”over 16 år”. Desuden trækker vi lod om det sidste gavekort blandt alle deltagere under 16 år.

 

Rytterne kan køre penge ind til én eller flere af de afdelinger i Funder GF, der deltager i cykelløbet: Fodbold, Håndbold, Gymnastik, Volley og Fitness

 

Vi satser på godt vejr, mange tilskuere og rigtigt mange ryttere, der vil bruge 1 time på en dejlig søndag i september med at trampe i pedalerne og på den måde være med til at lave et økonomisk tilskud til afdelingerne i Funder GF. Tidligere år har mellem 80-100 ryttere tilmeldt sig og samlet kørt 80.000 kr. ind.

 

Vi håber, at der i år vil være rekordstor tilslutning – både hvad angår ryttere, frivillige, tilskuere og sponsorer, og derfor gør vi vores bedste for at skabe en stemning, så folk ikke kan holde sig væk: Der vil være musik i målfeltet, en kommentator vil bidrage til festlig stemning, og der vil være mulighed for at købe drikkevarer, kaffe og kage – så alt i alt er der jo ingen grund til at blive væk fra dette hyggelige arrangement.

 

Så kom og vær med, og mon ikke vi år kan slå tidligere års rekorder med et kæmpebeløb…